Elvarebiler giver fossile biler baghjul for første gang
Publiceret:13. okt. 2026
Skrevet af:Kathrine Ejdum Kjølberg og Mimi Munch-Jensen
For første gang nogensinde er der registreret flere nye elvarebiler end varebiler, der kører på benzin eller diesel. Det viser, at den grønne omstilling for alvor ruller derudad, mener TEKNIQ.
Det er i stigende grad en elvarebil, der ruller op foran hoveddøren hos kunder og virksomheder. For i september i år blev der for første gang nogensinde registreret flere nye varebiler, der kører på el end på benzin eller diesel. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.
Det markerer, at danske virksomheder for alvor skifter gear og er i gang med at sætte strøm til deres vognpark og den grønne omstilling, vurderer TEKNIQ.
- Virksomhederne viser, at de tager ansvar og investerer grønt, når rammerne tillader det. Det er derfor centralt at sikre, at det også fremover, er det oplagte valg at sætte sig bag rattet i en elvarebil, siger Andreas Schelbeck, underdirektør i TEKNIQ.
Stabile rammer skal sikre farten
Udviklingen kommer i kølvandet på år præget af høje brændstofpriser og global uro, der har fået erhvervslivet til at træde speederen i bund på den grønne omstilling.
- De høje brændstofpriser har skubbet godt til udviklingen, men vi skal ikke være afhængige af kriser ude i verden for at komme videre med den grønne omstilling. Virksomheder og bilejere har brug for stabile vilkår. Derfor havde vi gerne set, at regeringen helt dropper registreringsafgiften på elbiler i stedet for at hæve afgiftsgrænsen, som regeringen lægger op til, siger Andreas Schelbeck.
Har du styr på virksomhedens elvarebiler?
Flere og flere virksomheder i det tekniske erhvervsliv køber elbiler og elvarebiler, når vognparken skal fornys. Men har du styr på ladepolitikken? Og hvad kræver det at få bilflåden over på strøm? Læs mere her: