Selvstændige og freelancere med kun få kunder anses ofte for lønmodtagere, selvom de har et CVR-nr. og sender regninger med moms. Det kan give meget store efterregninger, fordi Skattestyrelsen næsten altid regulerer tre år tilbage i tid.
Det er en udbredt misforståelse, at man automatisk anses for selvstændig i skatte- og momsmæssig henseende, hvis man får sig et CVR-nummer og fakturerer sit arbejde med moms. Det gør man ikke.
Hvorvidt man er det ene eller andet, afgøres ud fra en konkret vurdering og på basis af en lang række kriterier. Der lægges i denne forbindelse især vægt på antallet af kunder, på risikoen for at ifalde ansvar for det udførte arbejde, på afregningsformen samt på arten og omfanget af de omkostninger, som man selv afholder. Jo færre kunder og jo mere lønmodtageragtige udgifter, der afholdes, jo større er risikoen for, at Skattestyrelsen pludselig – og altid med tilbagevirkende kraft – anser en selvstændig eller freelancer for reelt at være lønmodtager.
Det var fx tilfældet i den meget omtalte sag med Wolt-buddene, men problemstillingen kendes i forhold til næsten alle former for enkeltmandsvirksomheder herunder ikke mindst i forhold udlændinge, der arbejder her i landet indenfor fx byggeri og transport.
Mange soloselvstændige har etableret sig på opfordring fra deres væsentligste – måske eneste – kunde, fordi denne foretrækker at gøre brug af underleverandører frem for at ansætte disse. Noget der imidlertid ikke tillægges skattemæssig betydning, men som ligefrem kan komme kunden til skade, fordi denne hæfter for ikke-indeholdt A-skat og AM-bidrag, hvis der statueres ansættelsesforhold, jf. denne artikel om den ledende dom på området.
Konsekvenserne for en selvstændig ved at blive anset for lønmodtager kan illustreres med en nyligt offentliggjort afgørelse fra Landsskatteretten.
Sagen handlede om en mand, der i 2010 havde etableret en enkeltmandsvirksomhed med rådgivning af primært større virksomheder indenfor international handel, shipping og logistik og som over en årrække havde arbejdet for 17 virksomheder. I perioden fra marts 2020 til oktober 2022 havde han arbejdet som ekstern konsulent for kun en enkelt virksomhed. En stor belgisk transportvirksomhed. Sagen angik spørgsmålet om, hvorvidt konsulenten for indkomståret 2021 skattemæssigt skulle anses for lønmodtager hos sin kunde med en konsekvens, at han ikke kunne bruge virksomhedsordningen og ikke kunne opnå fradrag for sine betydelige driftsomkostninger.
Landsskatteretten tiltrådte Skattestyrelsens afgørelse om, at konsulenten skulle anses for lønmodtager. Det skete blandt andet med henvisning til, at han ikke havde haft andre kunder i det pågældende år, at han havde faktureret virksomheden én gang månedligt med en aftalt dagspris på 630 EUR og hver gang for 18-19 dages arbejde.
Om det forhold, at konsulenten i det pågældende år havde haft udgifter i forbindelse med sit arbejde på næsten 400.000 kr. – hvilket under normale omstændigheder ville tale imod, at der var tale om et ansættelsesforhold – bemærkede retten, at der i det væsentlige var tale om rejse og opholdsomkostninger, som en (anden) lønmodtager også ville have i en tilsvarende situation, hvor arbejdet udføres i udlandet. Landsskatteretten tiltrådte i denne forbindelse, at den ændrede skattemæssige status indebar, at klageren blev omfattet af det loft, der gælder for lønmodtageres fradrag for rejseudgifter, og som for 2021 udgjorde et beløb på 29.300 kr.
En del soloselvstændige driver deres virksomhed gennem et selskab. Det gør ikke risikoen ved at arbejde kun for en enkelt kunde mindre, men kan tværtimod føre til, at der skal betales mere i skat, end der er tjent – altså en skat på over 100 procent – hvis Skattestyrelsen finder, at der reelt er tale om et ansættelsesforhold. Det kan du læse mere om i denne artikel.
