En arbejdsplads udendørs i 60 meters højde året rundt er ikke tillokkende for danske medarbejdere, og derfor må Coonect trække på rumænske vikarer, når telemasterne skal serviceres.
Medlemsvirksomheden Coonect arbejder med teleinstallationer og mobilmaster, hvor opgaverne ofte foregår højt over jorden, udendørs og i al slags vejr. Det stiller store krav til både faglighed, sikkerhed og fysik. Men den største udfordring er at finde medarbejdere, der vil udføre arbejdet.
Derfor bruger virksomheden rumænske teleteknikere som vikarer, for det er ikke muligt at finde nok danske teleteknikere, forklarer Ronnie Raymond Luckow, projektchef i Coonect, der selv har arbejdet i telebranchen i 25 år.
- Kunne vi drive virksomheden uden de her vikarer? Nej, det ville vi simpelthen ikke kunne. Der er ikke nogen danskere, der vil det her, siger Ronnie Raymond Luckow.
Coonect blev startet for tre år siden af en gruppe erfarne teleteknikere, der ville skabe en virksomhed, der er one-stop-leverandør af tekniske løsninger og installationer for teleindustrien. For at kunne levere på den ambition har virksomheden været nødt til at kigge ud over Danmarks grænser.
- Behovet for vikarer ligger der, fordi der ikke er danske håndværkere, der har lyst til at arbejde udenfor hele året rundt og kravle rundt oppe i master. Jeg har selv lavet det i 25 år, og jeg kan se, at der ikke rigtig kommer nye til, siger Ronnie Raymond Luckow.
Antallet af vikarer i det tekniske erhvervsliv stiger. I 2024 købte industrien 8.2 millioner vikartimer, en stigning på 5 procent fra 2023, mens bygge og anlæg købte 6,3 millioner vikartimer i 2024, en stigning på 28 procent fra 2023.
Men hvorfor stiger antallet af vikartimerne? Hvor kommer vikarerne fra og hvorfor bruger virksomhederne dem? Det sætter TEKNIQ fokus på i denne sommerserie.
Læs den anden artikel i sommerserien her:
Arbejdet i telemaster kræver, at teknikerne kan arbejde i 40, 50 eller 60 meters højde. Det er ifølge Ronnie Raymond Luckow den helt store barriere, når Coonect forsøger at rekruttere i Danmark.
Virksomheden har gennem årene forsøgt at tiltrække medarbejdere fra beslægtede fag og brancher, hvor folk i forvejen er vant til fysisk arbejde og udendørs opgaver.
- Jeg har prøvet i 14 år at tale med stilladsarbejdere, blikkenslagere, tagarbejdere og folk fra jord og beton. De kan få en relativt høj løn, og vi oplærer dem. Men lige så snart de ser, at de skal op i 60 meters højde og kravle rundt, så giver folk op. Det er højden, der gør det, siger Ronnie Raymond Luckow.
Coonect samarbejder med vikarbureauet Moment, der også er medlem af TEKNIQ, om at finde og screene de rumænske teleteknikere. I dag har virksomheden 10 rumænske vikarer og otte danske teknikere.
- Vi oplever ikke, at virksomhederne vælger internationale medarbejdere, fordi det er den nemmeste løsning. De gør det, fordi alternativet ofte er, at opgaverne ikke bliver løst. Vores rolle er at sikre, at virksomhederne får adgang til kvalificeret arbejdskraft på danske løn- og ansættelsesvilkår, samtidig med at vi arbejder langsigtet sammen om at udvikle de kompetencer, der mangler på det danske arbejdsmarked. International arbejdskraft er ikke en erstatning for danske medarbejdere – den er et nødvendigt supplement, hvis virksomhederne skal kunne levere på de projekter, de allerede har vundet, siger Jørgen Fuglsang Gjedsted, business line director hos Moment Construction.
- Jeg har prøvet i 14 år at tale med stilladsarbejdere, blikkenslagere, tagarbejdere og folk fra jord og beton. De kan få en relativt høj løn, og vi oplærer dem. Men lige så snart de ser, at de skal op i 60 meters højde og kravle rundt, så giver folk op, siger Ronnie Raymond Luckow, projektchef i Coonect.
Ronnie Raymond Luckow understreger, at vikarerne ikke er billigere end danske medarbejdere. Tværtimod kan de være dyrere, fordi vikarbureauet også skal betales.
- De får præcis samme vilkår og præcis samme løn. Feriepenge og det hele. Én til én er en vikar mange gange lidt dyrere dyrere i timen end en tilsvarende dansk tekniker, fordi vi netop får dem via et vikarbureau, siger siger Ronnie Raymond Luckow.
Da han første gang blev præsenteret for muligheden for at bruge rumænske teleteknikere, havde han selv forbehold: Var de mon dygtige nok? De fordomme blev hurtigt gjort til skamme.
- Der gik ikke lang tid, før de bare var kolleger. Mange bliver overraskede, når jeg siger det, men der er ikke forskel på en rumænsk teletekniker og en dansk teletekniker – hverken i standard, hurtighed eller faglighed. Den største barriere er sproget, siger Ronnie Raymond Luckow.
Han oplever samtidig, at det er blevet sværere at tiltrække udenlandske vikarer til Danmark, fordi leveomkostningerne er steget.
- Det handler ikke længere om hurtige penge for de udenlandske teknikerne, men om ordentlige vilkår og attraktive arbejdspladser. Og det kan de også levere andre steder end i Danmark. Derfor må vi også som branche se os selv i spejlet og spørge: Hvordan får vi uddannet flere danske teleteknikere? siger Ronnie Raymond Luckow.
Når der skal ansættes nye faglærte i virksomheden, kommer de i stigende grad fra udlandet. Læs den historie her.
Overvejer du at bruge vikarer i din virksomhed eller er du i tvivl om reglerne, så kan du læse mere her:
Brug vikarer med omtanke – og med ordnede forhold
Bygge- og industrivirksomheder køber flere og flere vikartimer
Nye domme: Virksomhed frifundet i principiel sag om vikarer
Lyt til TEKNIQs podcast HØRT: "Når hjælpen kommer udefra - og ansvaret følger med"